JOBPROFIL
Som kosmetiker består dit arbejde først og fremmest i at give hudpleje.
Hudpleje består i at rense, massere og lægge ansigtsmasker, som strammer huden op.
Forud for en behandling undersøger du hudens tilstand, fugtighed og spændstighed m.v. Undersøgelsen går ud på at fastslå hudtypen, som er afgørende for, hvilke præparater du skal anvende ved behandlingen.
Efter en ansigtsbehandling får kunden somme tider lagt en makeup og farvet øjenbryn og vipper.
Du kan også behandle med kosmetisk kropsmassage og kropsbehandling med apparatur, der løser hudproblemer og giver velvære.
De fleste kosmetikere tilbyder også pleje af hænder og fødder. Plejen består af massage og neglepleje, hvor neglebånd skubbes og nippes, neglene files, formes og lakeres.
Uddannelsen tager 2½ år inkl. grundforløb 2 og består både af teori og praktisk arbejde. Du lærer håndværket fra grunden, alle teknikkerne og det rigtige håndelag.
Kosmetikere arbejder i klinikker, spacentre, parfumerier eller kosmetikfirmaer evt. som demonstratører eller konsulenter. Enkelte arbejder som freelance sminkører på teatre o.l.