LØNREFUSION OG TILSKUD TIL BEFORDRING
Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag
Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag yder tilskud til elever ved erhvervsuddannelser. Der ydes lønrefusion og befordringstilskud samt evt. tilskud til ophold på skolehjem.
Lærestedet får refusion efter gældende regler.
AUB yder tilskud til befordringsudgifter, som arbejdsgivere har afholdt i forbindelse med elevens skoleophold. Erhvervsskolen oplyser om tilskudsforholdene i det konkrete tilfælde.
Når eleven går på skole og den samlede skolevej er 20 km eller derover (beregnes fra elevens bopæl og til skolen), er mesteren forpligtet til at godtgøre elevens udgifter ved befordring. Der skal i videst muligt omfang benyttes offentlige befordringsmidler. Hvis benyttelsen af sådanne befordringer vil medføre urimelige store ulemper for den pågældende elev, kan eget befordringsmiddel anvendes.
Ved offentlig befordring ydes godtgørelse for de faktiske afholdte udgifter. Befordringen skal foretages på den efter de stedlige forhold billigste og mest hensigtsmæssige måde, og der skal, hvor det er muligt, anvendes abonnementskort, rejsekort og lignende. Anvendes eget befordringsmiddel, ydes befordringsgodtgørelse (kilometer-godtgørelse/KM godtgørelse) efter overenskomsten pr. kørt km. Afregnes der KM godtgørelse, skal eleven udfylde en refusionsblanket, der indeholder bilens registreringsnummer, KM tæller ved start og slut samt adresserne der er kørt i mellem. Sker dette ikke, vil beløbet være skattepligtigt for eleven.
Til elever på skolehjem ydes godtgørelse af befordringsudgiften for rejsen til og fra skolehjemmet, og for rejsen mellem dette og den sædvanlige bopæl i forbindelse med weekend, påske- og juleferie, såfremt de nævnte afstandsbetingelser er opfyldt.
Eleven skal således, når der købes billet/billetter, få en kvittering, som omgående skal refunderes af mesteren. Findes der ingen kvittering, kan brugte billetter benyttes som dokumentation. Findes der ingen dokumentation, skal eleven godtgøre, at der har været en udgift i forbindelsen med befordringen. Denne godtgørelse er skattepligtig for eleven.
Skolen kan kontaktes for yderligere informationer.
Mere information og aktuelle satser findes på Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB)
https://virk.dk/vejledning/aub